Det er synd for Aller
Det er altså synd for familien Aller. For ved I hvad? De er så fattige, at de har måttet bede pengetanken ”Carl Aller Etablissement A/S” om at udbetale udbytte, selvom der ”ved Gud og gamle Carl” ikke er meget at prale af på årsregnskabet.
Gamle Carl bestemte for mange år siden, at der kun kunne udbetales et udbytte, svarende til 35 % af årets resultat (efter skat). Det er jo en helt igennem fornuftig beslutning og et godt princip. Men det har ejerkredsen nu lavet om på. For andet år i træk.
Således står der i CAE’s årsrapport, at ”ledelsen har af hensyn til aktionærerne også i år ekstraordinært fraveget selskabets faste praksis” (det er den med de 35%).
Det gjorde man også sidste år, hvor kravet til overskud heller ikke var opfyldt. Sidste år havde man et samlet driftsunderskud på 20 mio. kroner. I år er der dog et overskud, men slet ikke noget, der batter i de nordkøbenhavnske villaområder. Men man kan jo ikke betale husleje med luft og vindfrikadeller, så derfor skal der udbetales 50 mio. kroner til aktionærerne.
Penge nok
Nu sker der nok ikke så meget ved at udbetale 50 mio. kroner til ejerne, selvom driften ikke giver overskud. Faktisk kan ejerne give sig selv 50 mio. kroner om året i 75 år - uden at de ville ramme bunden af koncernens pengetank.
For penge er der nu nok af, selvom de i deres præsentation af årsregnskabet her i januar gør meget ud af at fortælle om underskud og svigtende salg. Lad os kigge på egenkapitalens udvikling i CAE-koncernen siden 2004-05 (side 9 i årsrapporten).
Stigende egenkapital
Egenkapitalen er således vokset fra 3.572 mio. kr. i 2004-05 til 3.702 mio. kr. i 2008-09. Det er en stigning på 130 mio. kroner på trods af svigtende annonceindtægter, faldende oplag og en omsiggribende finanskrise. Hvis man dertil lægger de 100 mio. kr., som ejerne ekstraordinært har udbetalt til sig selv i de sidste to år, ville egenkapitalen være vokset med en kvart milliard kroner på fem år. Det er forrentning på lidt over 6 %, eller en hel del mere end jeg får for mine sparepenge henne i Løgstrup Sparekasse.
Godt rustet
I årsberetningen noterer ledelsen da også, at Aller-koncernen med sin store likvide formue fortsat er særdeles godt rustet til at klare alle de udfordringer, som finanskrisen har medført, og som også kan forventes.
Det, synes jeg, er betryggende for os alle. Jeg håber blot i mit stille sind, at de freelancere, der bærer brød til Allers bord, også af ledelsen bliver betragtet som en af de udfordringer, man føler sig særdeles godt rustet til at klare.
Kilde: Aller-koncernens årsregnskab.
Læs også
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Kommentarer