Du kan stadig nå det

Der er to uger til tilmeldingsfristen til forårsseminaret udløber, men vi kan allerede melde udsolgt på to workshops.

FreelanceGruppens forårsseminar 2009. Foto: Mikael Hjuler
FreelanceGruppens forårsseminar 2009. Foto: Mikael Hjuler

Med kun en måned til FreelanceGruppens traditionsrige forårsseminar er halvdelen af pladserne allerede optaget, og de to workshops ”Trænger du til en webmakeover?” og ”Den digitale sporhund – research på nettet” er allerede fyldt op. Men der er masser af andre spændende og udviklende workshops at vælge mellem.

Trænger du til at få lidt bedre styr på økonomien? Så kan du både lære noget om skat og om at føre regnskab. Måske er det tiden, der driller – det kan vi også hjælpe med på workshoppen ”Pimp din tid”. Trænger du til inspiration til hverdagen giver Naia Bang et bud på et passioneret og indbringende freelanceliv, mens Morten Hansen og Tom Heinemann giver tips og tricks til undersøgende journalistik. Drømmer du om at blogge, giver Dorte Toft dig effektive værktøjer. Du kan også blive bedre til at overvinde frygten for at stille dig op foran en forsamling og tage ordet.

Samtidig får du masser af tid til at netværke og hygge dig med 99 af dine freelancekolleger. Vi glæder os til at se dig, så skynd dig at melde dig til, inden vi løber tør for pladser på nogle af de andre workshops.

Tilmelding

Tilmeld dig - hellere i dag, end i morgen. Dog senest fredag den 19. februar 2010. Der er kun 100 pladser, så vent ikke for længe.

Indbetaling af depositum og deltagergebyr

Det koster 500 kr. at deltage, men du skal desuden betale et depositum på 1.000 kr. (altså i alt 1.500 kr.) for at tilmelde dig de tre dages seminar. Depositummet på de 1.000 kr. bliver tilbagebetalt til din konto, når vi har registreret, at du er mødt op på seminaret. Prisen inkluderer hele seminarprogrammet, alle måltider fra frokost fredag til frokost søndag samt overnatning i enkeltværelse.

Overfør 1.500 kr. til reg.nr. 4770 konto nr. 7058381. Mærk betalingen med dit navn.

Når du har betalt, er du tilmeldt og får inden seminaret yderligere information fra Freelancegruppen.

Transport

Deltagere i generalforsamlingen vil få deres transport refunderet ved fremmøde. Deltager du ikke i generalforsamlingen, er transporten for egen regning. Inden seminaret modtager du et udgiftsbilag for transport, som skal udfyldes hjemmefra og afleveres, når du går ind til generalforsamlingen – så bliver pengene overført til din konto.

Afbud

Ved afbud modtaget inden 2. marts kl. 12.00 refunderes deltagergebyr minus et administrationsgebyr på 100 kr. Senere afbud medfører ikke tilbagebetaling af depositum og gebyr.

Skriv en kommentar til denne artikel

For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.

Oprettet 5-2-2010 14:25 · Sidst ændret 5-2-2010 14:31

Kommentarer

RSS
FreelanceGruppen
Opret profil Login
Udskrift af http://www.freelancegruppen.dk/nyheder/index.php?id=1987 (08-09-2010 06:53:41)