DJ siger stop
Efter adskillige forhandlingsrunder med Aller Media om tolkningen af freelanceoverenskomsten har Dansk Journalistforbund nu besluttet sig for at få sagen afgjort ved en faglig voldgift.
I de seneste uger har faglig konsulent Hans Jørgen Dybro mødtes adskillige gange med Aller Media. Men uden at nå til enighed. Tvisten går på, hvem der er omfattet af freelanceoverenskomsten, som blev indgået med Aller-koncernen i 2007. Aller Media mener ikke, at freelancere med status som selvstændige kan være omfattet, hvilket blandt andet rammer alle freelancefotograferne og en stor del af de skrivende journalister.
Til denne gruppe har Aller sendt en leveringsaftale, der gør krav på en langt større udnyttelsesret til stoffet end freelanceoverenskomsten. Faktisk er denne leveringsaftale en ret tro kopi af den aftale, som Aller i januar 2007 sendte til alle sine freelancere, og som udløste de protester og det blokadevarsel, der i sidste ende førte til freelanceoverenskomsten.
”Allers leveringsaftale er klart i strid med freelanceoverenskomsten, og er et forsøg på at undergrave den,” siger Fred Jacobsen, næstformand i DJ. ”Langt de fleste af de freelancere, der har fået leveringsaftalen, er ganske almindelige freelancere, der i stedet for skulle have haft en kontrakt, der henviser til freelanceoverenskomsten. Det har vi, uden resultat, forsøgt at overbevise Aller om.”
Derfor rejser DJ nu sagen ved en faglig voldgift, hvor en uvildig opmand i sidste ende skal afgøre, hvilken af parterne der har ret i sin tolkning af freelanceoverenskomsten.
DJ har et netværk for alle freelancere, der arbejder for Aller Media, hvor du kan få flere informationer om sagen, udveksle erfaringer med andre Aller-freelancere, samt stille spørgsmål til DJs faglige konsulenter. Du kan tilmelde dig netværket her.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Kommentarer