Aller i offensiven overfor freelancere

På trods af, at Aller Media har indgået en freelanceoverenskomst med DJ, forsøger mediehuset nu at få sine freelancere til at skrive under på en leveringsaftale, der giver redaktionerne flere udnyttelsesrettigheder, end overenskomsten dikterer.

Mange faste freelancere på Allers magasiner har fået tilsendt en leveringsaftale med krav om, at de skal skrive under på den, hvis de fortsat vil arbejde for Aller Media. En leveringsaftale, der tilsyneladende er lavet helt uden skelen til, om der er tale om ganske almindelige, individuelle freelancere. Hvis det er det, gælder freelanceoverenskomsten. Leveringsaftalen indeholder en langt mere omfangsrig overdragelse af udnyttelsesrettigheder, end det er aftalt i freelanceoverenskomsten.

Det centrale i sagen er, at Aller Media og Journalistforbundet tilsyneladende nu er uenige om, hvem der skal være dækket af freelanceoverenskomsten. I dækningsparagraffen i freelanceoverenskomsten står der, at den dækker de freelancere, der arbejder på såkaldt "lønmodtagerlignende vilkår".

Efter Journalistforbundets mening betyder "lønmodtagerlignende vilkår", at man som freelancer arbejder på en måde, der kan sammenlignes med den måde og med det stof, som de fastansatte journalister, pressefotografer m.fl. laver - altså skriver artikler, tager billeder og så videre. Eller sagt lidt mere populært: Hvis man bladrer igennem et af Allers blade, kan man jo ikke umiddelbart se, om en artikel er skrevet eller et billede er taget af en fastansat eller en freelancer.

Efter Journalistforbundets mening er langt de fleste af de freelancere, der arbejder for Aller, derfor omfattet af freelanceoverenskomsten. De eneste, der er undtaget er egentlige firmaer, der leverer tekster og billeder - altså eksempelvis et egentligt bureau med flere ansatte.

Efter Aller's mening går grænsen nu allerede ved, om man er momsregistreret eller ej! Er man momsregistreret, er man selvstændig, og så er man ikke omfattet af Freelance-overenskomsten. Det er Journalistforbundet ganske enkelt uenig i.

Da freelanceoverenskomsten kom i stand, var ingen af parterne uenige i, at eksempelvis pressefotograferne selvfølgelig skulle være omfattet af freelanceoverenskomsten - selv om praktisk talt alle freelancepressefotografer er momsregistrerede. Det skal de nemlig være, fordi folketinget har bestemt, at fotografier og tegninger skal pålægges moms - i modsætning til journalistiske tekster, der er fritaget for moms.

Det har således ingen betydning, at disse fotografer lægger moms på deres arbejde.

Eller sagt på en anden måde: Hvis vi havde været enige om, at det var momsen, der definerede, om man var omfattet af freelanceoverenskomsten eller ej, så havde vi jo bare skrevet det i dækningsparagraffen. Og det har vi netop ikke: Vi har skelnet imellem, om man er en individuel freelancer, der laver et stykke arbejde, som kan sammenlignes med det, som fastansatte laver (altså "en ganske almindelig freelancer") - eller om man på den anden side er et egentligt firma.

Sent fredag eftermiddag fik faglig konsulent Hans Jørgen Dybro en meddelelse fra Allers ledelse om, at man nu ville indskærpe overfor sine redaktører på de enkelte blade, at de ikke længere skulle uddele leveringsaftalen til de freelancere, der skulle være omfattet af freelanceoverenskomsten.

Men det er ikke nok, fordi mange freelancere allerede har fået aftalen med krav om, at de skal underskrive den. Hans Jørgen Dybro har derfor meddelt Aller, at man yderligere skal fortælle sine redaktører, at de ikke skal rykke for underskrifter.

Hvis du bliver rykket for en underskrift, skal du meddele redaktøren, at Aller og Journalistforbundet skal have afklaret, hvor grænsen for freelanceoverenskomsten går.

Samtidig bedes du kontakte Hans Jørgen Dybro på dyb@journalistforbundet.dk eller 3342 8044, og så kan han hjælpe dig med at vurdere, om du kan og skal være omfattet af freelanceoverenskomsten eller ej.

Skriv en kommentar til denne artikel

For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.

Oprettet 6-9-2009 21:16

Kommentarer

RSS
FreelanceGruppen
Opret profil Login
Udskrift af http://www.freelancegruppen.dk/nyheder/index.php?id=1872 (03-09-2010 11:11:01)