Spilleregler på PingPong
PingPong er et lukket mailforum, som FreelanceGruppen tilbyder alle sine medlemmer at være med i. Formålet med PingPong er at sikre freelancere en unik, fælles mødeplads til udveksling af faglige synspunkter, tips og viden om prissætning, kunder, kontrakter, tilværelsen som freelancer m.m.
Som i ethvert andet mødelokale/forum skal man også på PingPong tale ordentligt til hinanden. Nedsættende vendinger, injurier, bagvaskelse eller tilsværtning ligger ikke indenfor rammerne af den tone, som bør herske på listen.
Tilsvarende er det ikke tilladt at videresende private mails til listen, medmindre afsenderen af den oprindelige mail har givet tilladelse hertil. Indlæg på PingPong kan heller ikke uden afsenders godkendelse videresendes eller offentliggøres andre steder.
For at øge kvaliteten og mindske kvantiteten af indlæg, er der er ingen grund til at sende indlæg til listen, hvis man blot giver udtryk for, at man er enig i det eller de foregående indlæg.
I et kollegialt forum som PingPong er det helt i orden at være uenig, men uden at det skal udarte sig til personlige angreb.
God tone og kollegial opførsel burde give sig selv, men indimellem har der været eksempler på, at nogle listedeltagere går langt over stregen. Listebestyreren har derfor i foråret 2003 set sig nødsaget til at indføre et kortsystem. Dette alene fordi de meget hårde og til tider ondskabsfulde indlæg i denne periode har truet med at kvæle listens egentlige formål og deltagernes ønske om fortsat at være en del af PingPong.
Listen administreres af en bestyrer, der udpeges af FreelanceGruppens bestyrelse. FreelanceGruppens bestyrelse har sammen med listebestyreren gjort spilleregler og sanktioner klarere:
Et gult kort meldt ud til hele listen er en advarsel om, at en deltager er gået over stregen for god kollegial opførsel. Har man fået et gult kort, som man efterfølgende ikke respekterer, må listebestyreren ud med det røde kort. Rødt kort betyder udelukkelse fra listen i tre måneder.
I gentagelsestilfælde vil det være op til FreelanceGruppens bestyrelse sammen med listebestyreren at tage stilling til udelukkelse for en længere periode.


